”Ydmyghed er en værdi, der skiller sig ud”
Da Seval skulle vælge sin næste arbejdsplads, var det især A-2’s værdier, der vakte hendes interesse. ”De tre værdier – integritet, samarbejde og ydmyghed – tiltalte mig med det samme. Særligt ydmyghed er en værdi, som skiller sig ud for mig.”
Det er også en værdi, hun siden har oplevet i samarbejdet med kollegerne.
”For mig kommer ydmygheden til udtryk i, at mine perspektiver bliver taget alvorligt, selvom jeg er ny i A-2. Jeg lærer meget af mine erfarne kolleger, men oplever også, at de er nysgerrige på det, jeg kommer med.”
Også A-2’s tilgang til kunderne havde betydning for hendes valg. ”Jeg forbinder A-2’s høje kundetilfredshed med både faglig kvalitet og gode kunderelationer. Det ville jeg gerne være en del af.”
En stejl læringskurve fra første dag
Seval blev mødt af imødekommende kolleger, og et kendt ansigt gjorde det lettere at falde til: En tidligere kollega fra Økonomistyrelsen arbejdede allerede i A-2. Hun fremhæver også HR-partneren Randi, som bidrog til en god oplevelse gennem rekrutterings- og onboardingforløbet.
Fra begyndelsen blev hun tilknyttet opgaver sammen med enten en chefkonsulent eller en partner.
”Jeg har lært meget på kort tid, og det har været en stor hjælp at kunne vende mine overvejelser med en erfaren kollega undervejs.”
Høj faglighed og stærkt samarbejde
Mulighederne for udvikling omfatter både kurser, oplæg og sidemandsoplæring. Samtidig oplever Seval et kollegialt fællesskab, hvor man er hjælpsom og deler sin viden.
Men et godt arbejdsliv handler for hende også om rammerne omkring opgaverne.
”Det betyder meget for mig, at jeg kan udvikle mig fagligt og samtidigt have en god balance mellem arbejde og familieliv. Jeg oplever, at der er tillid og fleksibilitet, og at trivsel bliver prioriteret højt.”
Meningsfuldt arbejde med offentlige anskaffelser
Som udbudskonsulent rådgiver Seval kunder om offentlige anskaffelser og bistår med både udbudsprocessen og den efterfølgende kontraktstyring. Hun hjælper dermed også kunderne med at følge op på de aftalte forpligtelser og få værdi af kontrakten i praksis.
I sin første tid har hun blandt andet været med til at gennemføre to komplekse udbud på SKI-aftalerne 02.07 og 02.70.
”Jeg brænder for udbudsområdet. Det motiverer mig at bruge min faglighed til at gøre en konkret forskel for kunden og levere mere, end der bliver forventet.”
Seval har også fået mulighed for at udforske sin interesse for ledelse gennem FLA Leadership og en mentorordning.
”Jeg vil gerne udvikle mig som leder. Men lederskab er også relevant i mit arbejde som konsulent allerede nu. Det handler om at tage ansvar for de opgaver, jeg bliver tilknyttet, sikre fremdrift og holde tidsplanen.”
”Jeg kan varmt anbefale A-2”
Seval ser A-2 som et godt match for mennesker, der er nysgerrige, tager ansvar og motiveres af at gøre en forskel for kunderne.
”Jeg kan varmt anbefale A-2. For mig har det været det rette sted at få nye udfordringer og udvikle mig videre – med kolleger, der har taget godt imod mig og hjulpet mig på vej.”
Mentorordning
Tryg landing som ny konsulent
Som ny konsulent i A-2 bliver du tilknyttet en erfaren mentor, der følger dig tæt gennem den første periode og hjælper dig med at finde fodfæste i konsulentrollen.
- Fast sparring på opgaver og forventninger
- Hjælp til at omsætte teori til praksis
- Fokus på både faglig udvikling og trivsel